Citat Familiestyrelsen (nu omdannet til en del af Ankestyrelsen – kaldet Familieretsafdelingen – under Social- og Integrationsministeriet) - http://www.boernebortfoerelse.dk

Hvis du har del i forældremyndigheden over jeres barn, eller du har forældremyndigheden alene, og den anden forælder er på vej ud af Danmark eller allerede er rejst ud af Danmark med jeres barn uden dit samtykke, kan der være tale om en børnebortførelse. Det samme kan gøre sig gældende, hvis jeres barn er bragt ulovligt til Danmark efter reglerne i det land, hvor barnet har bopæl.

Du kan normalt få god hjælp via den nævnte hjemmeside.

Hvis det ikke er godt nok, kan du sende Legalis en mail.

Normalt er det en betingelse for at Legalis vil hjælpe, at:

  • barnet eller børnene er bortført til et land uden for Haag-konventionens område (hvis du er i tvivl, så se nærmere på den ovennævnte hjemmeside fra Ankestyrelsen). Vores speciale er især de arabiske lande.
  • hverken politiet eller udenrigsministeriet tidligere har været inde i sagen, altså at sagen ikke allerede er forkludret eller kompliceret af danske eller udenlandske myndigheder. Hvis det er sket, gør man som regel klogt i at fortsætte ad den vej.
  • du har råd til at dække nogle omkostninger. Legalis er et privat firma og selvom vi kan hjælpe kunden med at søge dækning af omkostninger, må man gøre sig klart, at uden økonomiske midler kan Legalis ikke aktivere sit netværk af hjælpere.

Mulighederne for hjemtagelse med succes varierer fra land til land og i Danmark er der ikke to politikredse, som behandler disse sager ens. Vi kan allerede ved den første kontakt give dig en konkret vurdering af dine muligheder.

Legalis samarbejder normalt ikke med Udenrigsministeriet. En hyppig årsag til at vi afviser sager er at sagens muligheder er forringet ved behandlingen hos skiftende danske myndigheder. Legalis har den erfaring, at nogle politikredse og dele af Udenrigsministeriet har en ikke-professionel tilgang til sådanne sager og vi foretrækker derfor at bruge vores egne kanaler og metoder – især ved bortførelser til de muslimske lande i Mellemøsten. Vi fravælger normalt at arbejde i de asiatiske lande, fordi vores kontaktnet er for tyndt.

I børnesager betragter vi børnene som vores klienter, ikke de voksne, som har skabt problemet. Hvis der er modstrid mellem forældrenes ønsker og vores vurdering af sagen, er det altid børnenes interesser som vejer tungest.

TVANGSFJERNELSER

En lovlig form for “bortførelse” er at kommunen fjerner dit barn, fordi det er besluttet af det kommunale Børne- og Unge Udvalg. Det er en hyppigt forekommende sagstype, hvor vi har mange års erfaring i at bistå forældre eller børn. Bemærk, at man som familie har ret til at få en gratis advokat eller anden bisidder til at hjælpe sig og børn over 12 år har ret til at få deres egen advokat.

Hvis forældrene bor adskilt, har de ret til hver sin advokat. Vi hjælper ofte med at finde en ekstra advokat, som kan styrke familiens samlede forsvar mod en truende fjernelse.